Da jeg blev onkel.

Jeg husker at jeg fik en besked tidlig aften, min søster var begyndt at udvide sig og var gået i gang med fødslen, jeg blev så glad da jeg læste den besked, og kunne slet ikke slappe af, så i løbet af de næste par timer hvor hun lagde på fødselsbordet, rendte jeg rundt og kunne ikke slappe af, havde bare sådan en dejlig fornemmelse inden i, der var intet der kunne få smilet af mit ansigt, ligemeget hvad der så end skete.

og endelig efter 3 timer, fik jeg en besked fra min mor om at nu havde jeg en dejlig nevø, der gik ikke fem sekunder før jeg havde ringet op, det var som om jeg ikke helt troede på det, så jeg simpelthen blev nød til at høre det fra hendes mund så jeg var sikker.

og selv der var det ikke til at fatte, først da jeg så den lille guldklump hele 2 dage senere indså jeg at jeg nu var blevet onkel, og da jeg så ham var jeg så bange for at gøre noget forkert at jeg ikke engang turde at holde ham, han var så lille og skrøbelig, og var så bange for at tabe ham.

Tiden derefter har ændret og modnet mig ekstremt meget.